(Only danish word.)

Foruroligende, dybt, afklarende På vejen til værket og i mødet med det

Om Lars Vilhelmsens kunstneriske af Charlotte Mosen.

Second Hand 

Lars Vilhelmsens kunstneriske virke har efterhånden mange år bag sig. Det har været alsidigt og spændende og givet mulighed for at forholde sig ud fra forskellige vinkler. I denne tekst har jeg skrevet om et udsnit af Lars’ virke og trukket en tråd og trådt en sti fra en fortid, som jeg på forskellig vis har været engageret i, fordi vi begge har interesseret os for en konceptuelt betonet arbejdsform.

Med tiden; hvor popart og readymade har ændret kunstbegrebet fra den traditionelle enkeltværksopfattelse, hvor kunstnergeniet var ophav, frem til kunstværker i serier, der rent faktisk bliver produceret udenfor kunstnerens fysiske rækkevidde; er det blevet tydeliggjort, at forståelsen for kunstnerens rolle i forbindelse med tilblivelsen af kunstværket har ændret sig i takt med de mange nye produktionsformer. 

Lars vælger selv, hvilken rolle han vil spille, også siden han i 1998 begyndte at arbejde med kunstværk. Han har fortsat den side af sit virkefelt frem til nu.

Når man kender til hans værkers tilblivelse, er tråden bagud til hans mere konceptuelle kunstarbejde tydelig, specifikt i hans fotoarbejder, hvor Lars styrer selve fotoprocessen i et professionelt fotostudie, mens han assisteres af en tekniker.

Lars vælger selv hvilken rolle, han vil spille

Fotografiet er et foretrukket medie, fordi Lars har brug for et medie, der kan dokumentere de tableauer, han skaber af multisammensatte materialer.

Foto er også aktuelt som medie, fordi det har masseproduktionens mulighed i sit udtryk. Lars’ fotodokumentationer efterlader ingen spor af tempo og rum, de er glatte, skinnende og skønne.

Foto generelt, som udtryk, kalder på at blive motioneret ind i vores tids perfektionsfikserede livsstil. Brug af fotografi som medie, kan i kraft af dets aktuelle udtryk, medvirke til at stille spørgsmål ved netop vores livsstil og eksistens, hvis der lægges en distance mellem indhold og udtryk.

Jeg synes at opfatte en distance, en mediebevidsthed i Lars’ værker. Modsætninger brydes: flora versus ubetydelige og masseproducerede ting samt objekter, som Lars har skabt underlige, versus stereotyp masseproduceret flora. De forførende og smukke umiddelbare udtryk versus indholdssiden, hvor tingene ikke er, hvad vi tror de er.

For mit vedkommende virker det foruroligende, dybt, men også afklarende, som når en ting pludselig går op for en. Det får mig til at tænke på David Lynch, fordi han bruger objekter som klicheer, han ‘planter’ midt i universer, som egentlig er hverdagslige på overfladen, men som bliver ubegribelige og dermed meget fortolkningskrævende universer, der supplerer og udfordrer tanken om hverdagen som helt almindelig. 

And Again

Han lader stille konceptkunstneren træde i baggrunden

En af flere spændende stier bagud gennem Lars Vilhelmsens virke er temaet rejse. Han har med dele af sit arbejde bevæget sig rundt i ikke-forudsigelige rejseuniverser.

Fra at have arbejdet med projektet The Travellers Box i 2005 -2012, hvor han sendte en metalkuffert ud i omløb blandt landets og udlandets kunstnere, og på den måde forårsagede, at rigtig mange forskellige konceptuelt orienterede kunstarbejder blev sat i værk - ganske globalt og lang vej hjemmefra - og lagt frem på nettet til, at han selv stod med arbejdet Anomalous Zone. Worldmap, Klejtrup, Denmark midt på verdenskortet og nu til, at han de seneste år arbejder mere traditionelt med kunstværker, er hans rejse blevet inderliggjort.

Lars' arbejde foregår nu på det sted, på den lokalitet, hvor han selv befinder sig. Geografisk set er vi i Nordjylland og således langt fra det koncentrat, der udgør en national kunstscene. Vi har derfor at gøre med en udkants-ramme. Selv er Lars i tvivl om, hvorvidt udkantsrammen er en reel begrænsning for hans udfoldelsesmuligheder, men han mener alligevel, at der har været en udlængsel.

Netop her, præget af udlængsel og alligevel ikke, rejser konceptkunstneren Lars Vilhelmsen hjem og går solo. Han forbigår den form for kollaboration, som ellers har løftet hans kunstengagement langt omkring, langt ud i den verden, som omslutter den del af aktuelt kunstarbejde, der manifesteres som global foreteelse i form af dokumentationer på netbaserede medier. Han lader stille konceptkunstneren træde i baggrunden, da arbejdet omkring kunstværket trænger sig på.

Dokumentation. Af Lars Vilhelmsen.Titel. Anomalous Zone. World Map, Klejtrup, Denmark 2003.

Dokumentation. Arbejde til The Travellers Box. Projekt af Jeremy Booth. Titel. Portable, Subtropical. Wellington, New Zealand 2010.

Genforbrugeren

Lars genbruger ting op til flere gange. Planter og objekter, fundne og købte. Fx fra genbrugsshops og planter fra masseproduktion. Lars finder endog afgået flora fra kirkegårde og fra gerningssteder, men det er ikke noget, han peger på i sine færdige værker. Der er hverdagsobjekter, som giver mindelser til kunstobjektet readymade, hvilket kunstnere bruger til at udtrykke, at kunst og det 'almindelige' liv hænger sammen.

Lars ændrer sine objekters oprindelige funktion, skærer fx emballage midt over, indføjer lerarbejde og påsætter fx trækugler eller ispinde og giver derpå objekterne nye funktioner. Samtidig indføjer han sin flora heri, så han ender med at have skabt helt anderledes sammenhænge.

Det er centralt for Lars, at han skaber sine tableauer sådan, at de fremstår som om, enhver kunne have lavet dem. De skal ikke have skulpturelle kvaliteter, og ikke fremstå som kunstværker i den forstand. Derfor arbejder Lars hurtigt, når han skaber sine tableauer for at minimere sin egen trang til at vurdere tableauet æstetisk. Tableauerne skal først blive til kunstværker i det øjeblik, hvor Lars har lavet opstillingen og gjort klar til at fotografen trykker på udløseren.

Efter fotodokumentationen leverer Lars objekterne og planterne tilbage til, hvorfra de kom, og bringer dem i cirkulation i genbrugsmiljø, drivhuse og havestuer igen. Det sker også, at han giver objekterne væk som gaver, hvilket kan opfattes som en gestus, som en mellemmenneskelig handling, der peger på værdien af generøsitet.

Under alle omstændigheder er de kunstværker, Lars på denne måde skaber og viser verden, udtryk for fantasifuldhed. Jeg opfatter det, jeg ser på Lars fotografier, som meget fantasifuldt og fornemmer, at Lars gerne vil pointere, hvordan man med brug af sin fantasi, godt kan påvirke ting omkring sig. Hvem ved, om Lars leger med ideen om, at alle mulige ting omkring os, har en påvirkning på os. Sådan, at historien skrives både fra tingenes og fra menneskenes perspektiv?

Man kan ikke se det ud fra Lars' kunstværker, men Lars indsamler brugte objekter/genstande, og man kan fristes til at give ham tilnavnet Genforbrugeren. Man kan forestille sig, at han indsamler og gemmer objekter, så han til enhver tid har mulighed for at rejse lidt rundt i tingenes verden og skabe nye mentale universer.

Kunsten er skøn, hvis lysten ledsager forestillingerne i refleksion

Billeder der har deres eget æstetiske liv

Udenfor filosofiens verden bruger vi ikke længere begrebet skøn kunst. Vi sondrer måske ikke engang mellem vurderingen kunst versus ikke-kunst. I højere og højere grad er det en personlig vurdering, om kunst er kunst eller ikke, men samtidig er det alligevel sådan, at når man står overfor et kunstværk og tænker på, om det er kunst, har man bedre forudsætninger for at vurdere på et ordentligt grundlag, hvis man i forvejen ved noget om kunst, og hvis den personlige vurdering gøres på en dybsindig og indsigtsfuld måde.

Den skarpe kniv i skuffen vil opdage, at der er forskel på kunst, og at noget kunst indebærer mere indhold end andet kunst. Vi skelner nok oftest mellem god kunst og dårlig kunst, hvor begrebet skøn kunst nærmest vil svare til vurderingen ‘god kunst’. Det der gør et kunstværk til skøn kunst, er kunstnerens evne til at udtrykke sin ide. Ideen skal fremstå på en måde, så kunstværket er i overensstemmelse med dets ide. Det vil sige, at mødet med værket, fra alle mulige forskellige indgangsvinkler til værket, skal afstedkomme, at værket indgyder selvfølgelighed. Værket skal være tydeligt omkring de principper, der bærer værket, og værket skal røre os på vores grundlag, eksistens, følelser, fornuft, kløgt på en måde, hvor vi går ind i værket på værkets betingelser, og følger dets principper og dets orden - fordi værket giver os lyst til at ‘lege med’. Man kan sige, at det skønne kunstværk skal være befordrende for sindet og samtidig for refleksionen på en legende måde uden andet formål. Når fantasien og forstanden går op i indbyrdes leg, er kunst skøn, og det synes jeg Lars' værker er eksempler på. Lars’ leg med objekter tager form som enkeltværker, som billeder, der har deres eget æstetiske liv i kraft af Lars’ iværksættelse og ide. Det handler om at indhold og form giver hinanden, uden samtidig at tage fra hinanden.

Det billedunivers der præger Lars’ værker

Det billedunivers der præger Lars' værker gennem de seneste 10 år, er meget meget smukt og meget meget sanseligt. Helt professionelt udarbejdet. Resultaterne er meget finished.

Klart nok skal de enkelte billeder forføre de blik, der måtte falde på dem. Men så klapper fælden! Det lækre, med det umiddelbart uimodståeligt afbildede objekt, er belyst ‘som om’ - for objektet er ikke lækkert, når man kigger nærmere på det. Objektet fungerer ikke som den ting, det engang var, og det får en ny funktion, men der er ikke rigtig nogen logik længere. Billedindholdet er faktisk `løgn`, for det ‘efteraber’ eller mimer, at være et objekt med en logisk funktion. Man ærgrer sig lige en stund, når man opdager en pisten og skarpbladet plante i grønviolette farver, der står i en oversized plasticemballage fra en hverdagslig forbrugsvare. Næsten på trods af skuffelsen indrømmer jeg, at den lille udflugt ind omkring objektet er spændende, og udfordrer mig til at kigge efter og tænke nærmere over meningen i billedet. 

Tiden, alle årene, hverdagen, brugtheden, samples i Lars' værker, og står stille. Helt i tråd med at Lars ønsker, at hans værker maner til eftertænksomhed, og at de etablerer rum dertil. Det er alment, at vi mennesker har brug for fordybelsens rum som modvægt til alt det hastige, det hurtige, fluxet og lyset.  

Processen, værkerne og verden

Der er ingen tvivl om, at Lars' værker udspringer af en eksistensbetonet ide om at være, som også kommer til udtryk i rejsetemaet. Fordybelse, tid og rum fremstår som værdier i det enkelte menneskes liv, og den ganske gratis leg med hverdagens objekter og flora indbyder både fantasien, men også forstanden, i en skøn blanding, hvor det er tydeligt, at Lars bruger kunsten som en tilgang til virkeligheden. Tanker om forbrug, genbrug, grøn verden, stillingtagen, kreativitet, leg og fantasi. Hans værker maner til eftertænksomhed, og fremadrettet set håber jeg, at Lars fortsat vil holde en sti fri den vej ud af det vante og ind i åbenheden, trods det ydre pres fra hverdagens trommerom.